Livet kan oftest virke overvældende og berusende. Som en syndflod, dog manglende et beslægtet Noahs Ark. Livet har taget en drejning der har endt med at forvirre nogle af os. Dette mærker vi i en ømtålelighed og mangel på forståelse af os selv og hinanden. Når verden ikke længere kan navigeres i efter datidens tillidsfulde virkemidler, må vi strø til dem der lader til ikke at lade sig påvirke og som kan.
Verden er forunderlig. Dette er en glædes dag, en befrielses dag. Men også en sorgens dag. For hvorfor kunne jeg ikke sanse at mit sind og sjæl var forsøgt fanget i et spind og foragtet og had til selv vores menneske race hvori jeg er blot en spinkel og stolt repræsentant? Vi blev med egen fri vilje vildledt og manipuleret til at tro at haven hvor vi tritter rundt i uendelige og trætte cirkler var hvad verden havde og byde på. At overleve og slukke for tanker om eventyr er blevet til en kunstform. Livet skal ikke være morsomt, men trælsomt, ikke sandt? Ferie langt væk fra alt skal spares og nøjsomt og nydes nænsomt, til vi igen skal påføre os havens vante træsko og vores fodsåler mærker deres vante rammer, ikke sandt?
Nu har du den hovmod, hvorfra ved jeg dog ikke, og stå og fortælle mig at der liv uden for havens indgrænsning? Hvor, min kærer mand er beviserne. Hvis mig det eller jeg vil vende blikket mod græsset trasket til mudder som tinsoldater på vej til kamp for ære og fædreland. Kig op! Du skal selv inviterer denne verden ind. Hvis det dog var således at vi kunne anfægte os en masse trillebører ville jeg have rullet dig ud gennem havelågen så du kunne se hvad der vente alle dem der tillade det for sig selv, lige ude på den anden side af havelågen.
Men jeg er bange og sanser ikke hvorfor! Et turbulent virvar af følelser vække du i mig. Glædesrus og vrede hvad skal jeg dog stille op? Et bud på stammen bliver givet i disse trist opfattende, men i særdeleshed håbefulde omfavnende tider. Som en sukkene længsels kram i barmen på vores moder jord, vil de næste ord trille forsigtigt af min tunge, tie ikke at tabe dig hvor du står. Vi har levet i en skal inden i universets almægtige skal siden du og jeg kære læser blev født. Denne skal inden i en skal har vi sanseligt bestemt som værende adskilt og separat fra alt anden. Denne opfattede adskillelse tog fat på vores medmenneske igennem tusindevis af år, vores lineære tidsregning, og har forsøgt at mærke os til “hans” vellidte forhold. Hvem han er kan skues mellem linjerne, men ligeså virkeligt er “han” sælsom han ikke står beskrevet yderligere i foragt, men forsøgt tilgivelse, til hans gøren imod os mennesker. Vi har gjort det imod os selv skal betyde at få af vores medmennesker med kontakt til denne skabelse førnævnt, har forrådt deres medmennesker i villdledelse og rådførelse fra ham. Materialismen bringer en rigdom af tomhed, hvor “han” og andre har brudt den følelse af tomhed med en forstoppet og forskruede ansvarlighed for deres resterende medmennesker som har levet i uvished og tillid til deres medmennesker. Hvor hvem ville det nogensinde falde ind at forråde deres egen menneskerace? Drivkraften for disse få, med hovedsæde hvor alle veje eftersignende føre hen, har været denne uovervindelige inspirerende overjordiske og energetiske had til selve vores menneske race. Jalousi af overjordiske propertioner falde mig hen dog uden at kunne favne ordene til yderligere at kunne præciserer just hvad der stikker under for dette brusende og boblende had og dette opgør med skaberen. Som et barn der teer sig foran sine forældre i foragt og trosighed, for stille og roligt at blive sat på plads og givet endnu en lektion på sjælens vildfartene rejse.
Nu er længslerne på havelågen brudt op med et rungende vækkelses brag. Vi aner med skuende forsigtige blikke imod udgangen til hvor havelågen engang stod. Hvad der venter på den anden side er et forunderligt syn. Skridtende er dine og ikke mine. Men på den anden side venter også en process of ufatlig tristhed for der kan vi se hvad vi ikke anede i havens vante og trykke rammer. En anerkeneldse af at vi er blevet villedt til at accepterer en andens forskruet virkelighed. Dette kan kun ses i sammenligning af hvad der vente os og ligge og skuer lige over på den anden side af havelågen. Lad os tilgive os selv, vores forfædre for deres mangel på bedre, og lad os med haste nærme os havelågen i fuld begejstrning og glæde over den imødekommende, nærmere tilbagevendende følelse der venter os lige over på den anden side af havelågen. Den indre skal døbt i sort ondskab og magi er brudt og nu står vi og betragter universitet i al dets forunderlige liv og farver. Velkommen hjem.
